Rehoff 3'er ved World Cup i Stuttgart

14-11-2025 06:25

I denne uge er World Cup-serien rykket til tyske Stuttgart, hvor unge Caroline Rehoff Pedersen skal repræsentere Danmark på bedste vis. I går red hun på banen for første gang, hvor hun sikrede sig en suveræn topplacering i et meget stærkt felt

Copyright Ridehesten.com
Caroline Rehoff Pedersen havde i går en suveræn start ved World Cup-stævnet i Stuttgart. Her ses hun ved EM 2025 med Golden Eye. Foto: Ridehesten.com/ Annika Knudsen Lorentsen

World Cup-sæsonen 2025/2026 er i fuld gang og særligt springrytterne har de seneste uger haft stor aktivitet i deres World Cup-sæson. Tre stævner i springning er allerede afholdt, alle med dansk deltagelse i form af Søren Møller Rohde. I denne uge er turen så kommet til Stuttgart i Tyskland, og denne gang er det Caroline Rehoff Pedersen, der skal repræsentere Danmark. Det skal hun med tre heste til start i de 5-stjernede klasser. 

I går red hun på banen for første gang i den tyske arena med en af sine absolut topheste lige nu - den 10-årige vallak Polonis L e. Le Blue Diamond v't Ruytershof/ Andiamo. Caroline og Polonis skulle prøve kræfter med den 5-stjernede 145 cm-klasse, hvor der var stor konkurrence fra nogle af verdenselitens allerbedste springryttere - heriblandt Robert Whitaker, Max Kühner, Kavin Staut og Marcus Ehning

Det var dog ikke noget, der slog den unge dansker af pinden. Hun og Polonis red på banen som start nummer 29 ud af i alt 36 starter, og her gav hun altså nogle af verdenselitens bedste springryttere baghjul. Med en suverænt velspringende Polonis og en yderst effektiv Rehoff i sadlen, fløj parret nemlig fejlfrit over målstregen i tiden 66,50 sekunder. 

Copyright Ridehesten.com
Caroline Rehoff Pedersen med Polonis L. Foto: Privat

Den suveræne runde og hurtige tid var nok til at ride sig ind på en fornem trejdeplads i det stærke felt, hvor Storbritanniens Adrian Whiteway tog sejren i tiden 63,43 sekunder og tyske Pia Reich lagde sig ind på andenpladsen i tiden 64,53 sekunder. 

Det var en fantastisk start på det her stævne. Det er faktisk mit første indendørsstævne i denne sæson, og det var en god klasse fordi, der var mange, der lå og skolede lidt, så det kunne jeg udnytte og prøve at ride lidt stærkt - og det klarede han jo bare til punkt og prikke, så det er jeg glad for. Han er bare en virkelig sjov hest at have med til stævne, så jeg er meget tilfreds, lyder det fra Caroline efter dagens runde

Copyright Ridehesten.com
Caroline Rehoff Pedersen er yderst tilfreds med stævnets første dag. Foto: Ridehesten.com/ Annika Knudsen Lorentsen

Senere på aftenen var Caroline Rehoff Pedersen igen på banen, som denne gang var i den 5-stjernede 150 cm-klasse. Her var hun til start med Menconvio PS e. Messenger/ Con Air. Klassen er en speedklasse, så det vil altså sige, at det gælder om at være absolut hurtigst. Caroline og Menconvio red en virkelig flot og velovervejet runde, og ifølge Caroline er planen med ham, at bygge ham stille og roligt op igen, så her var fokus ikke på tiden. 

Caroline skal ligeledes til start ved stævnet resten af weekenden, og søndag eftermiddag afholdes selve World Cup-klassen. 

Klassens resultat. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner