Salzgeber vinder GP kür i Stuttgart

20-11-2011 09:43
I går eftermiddags stod blandt andet i kürens tegn i Stuttgart, Tyskland, under afviklingen af German Masters
Copyright Ridehesten.com
Ulla Salzgeber og Herzruf's Erbe under World Cup-finalen i Leipzig tidligere i år. (Foto: Ridehesten.com)

Der blev redet til nogle imponerende procenter, da nogle af verdens bedste ryttere konkurrerede i Grand Prix kür under German Masters i Stuttgart i går eftermiddags. Klassen blev vundet af den tyske stjernerytter Ulla Salzgeber på Herzruf's Erbe med imponerende 82,575%. Endnu en rytter formåede at komme over de magiske 80%, nemlig italienske Valentina Truppa på Eremo des Castegno, som helt nøjagtigt red sig ind på andenpladsen med 80,175%. Tredjepladsen i klassen gik til tyske Isabell Werth på Don Johnson med 79,425%. Lørdag aften var tiden kommet til at den officielle afsked med en af nyere tids mest betydelige dressurheste, nemlig Satchmo, som med Isabell Werth i sadlen har opnået næsten utallige sejre og placeringer gennem årene. Den nu 17-årige Sao Paolo-søn skal fremover nyde sit otium. I dag søndag rides der Grand Prix Special, hvor to danske ryttere vil repræsentere Danmark: Lisbet Seierskilde på Jonstrupgårdens Raneur e. Ragazzo/Schwadroneur og Lone Jørgensen på FBW De Vito e. De Niro/Disco-Stern. Senere på eftermiddagen rides der endvidere World Cup springning. Følg stævnet og se flere resultater via linket til højre.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen