Senger sejrer dobbelt

22-06-2014 09:16

Ved Hovgaard Rideklubs landsstævne har Christine Marie Senger snuppet både en sejr og en delt sejr i lørdags PRT-klasser for I'er-ponyer

Copyright Ridehesten.com

Ved landsstævnet på Hovgaard Rideklub gav over et halvt hundrede ponyryttere  lørdag over middag sig i kast med en eller flere af dagens PRT-klasser, to for I'ere og een for II'er-ponyer.

Hos I'erne var Christine Marie Senger ganske dominerende - og det samme gælder de ponyerne fra Nørlund. Hun delte sejren i den første klasse med 69,744 procent på Nørlunds Cartoon e. Charming Boy/ Chamberlain, og et par timer senere hentede hun så også en rød roset i den anden klasse, denne gang på Nørlunds Vincente e. Verdi/ Chamberlain, med 71,239 procent. Det er ikke tilfældigt, at de to ponyer har samme morfar - de er nemlig trukket på samme hoppe og dermed halvsøskende.

I den første I'er-klasse var den anden vinder  Anne Sofie Schurmann Thomsen på Victory e. Vincente/ FS Pour L'Amour, som naturligvis også red til 69,744 procent, og derefter fulgte Julie Nørgaard på SL Cuba e. Constantin/ Bazar med 68,675 procent.  

Toeren og treeren i den anden PRT-klasse var Celine Rørbæk Silfen på FS Don't Worry-datteren Dreamgirl, på hvem hun scorede 68,205 procent, mens tredjepladsen gik til Cecilie Mahaffy, der red 66,88 procent hjem på Morlyn Riverdance e, Morlyn King O'The Castle/ Morlyn Lord Of The Rushdie River.

Hos kategori II-ponyerne stod Caroline Falkenskov øverst på podiet. Det var med ponyen Traeumer e. Trentino/ FS Pour L'Amour og med 68,618 procent fra dommerne. Toer var Frederikke Blichfeld på Weber af Kongshøj e. Dressman II/ Marchi og treer Emilie Fletcher Vintersfjord på Prins Orloff. De to sidstenævnte ryttere red til henholdsvis 67,949 og 67,521 procent.

Find alle resultater fra Hovgaard her.
 

 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen