Sølv til Susanne Sunesen ved PL

13-09-2016 22:06

Ann-Sofie Skovlund Eriksen

De danske ryttere på paralandsholdet ved PL i Rio klarer sig rigtig godt og i dag var to af rytterne for anden gang på banen. Resultatet kunne næsten ikke have været bedre for Susanne Sunesen, der tog sølvet

Copyright Ridehesten.com
Susanne Jensby Sunesen. Foto: Lars Møller

Efter Caroline Cecilie Nielsen og Leons ridt tidligere i dag, blev det først Annika Lykke Dalskov Risum og Aros A Fenris der skulle på banen. De holdt ikke helt ved deres fjerdeplads fra søndagens klasse, de måtte vige en enkelt plads og placerede sig dermed som nummer fire med 70,122%. Annika og Hollandske Sanne Voets og Demantur red begge til 70,122% i dagens klasse. Dog bliver Annika placeret på en femteplads da det er dommernes kollektive bemærkninger i tilfælde af resultat-lighed der tæller, og her har Sanne Voets fra Holland en bedre score.

Copyright Ridehesten.com
Susanne Jensby Sunesen. Foto: Lars Møller

Næste dansker på banen blev Susanne Jensby Sunesen på sin 18-årige hest Que Faire. I søndagens klasse lagde de sig ind på en flot tredjeplads, men i dagens klasse gav Susanne den en tand ekstra – og det med god grund! Sammen opnåede Susanne og Que Faire nemlig en flot andenplads i dagens individuelle klasse kun overhalet af norske Ann Cathrin Lübbe på sin danske hest Donatello.

Det er marginaler, der skiller de to ekvipager ad… Susanne opnåede flotte 72,171% mens Ann Cathrin opnåede 72,878% - altså kun 0,707% i mellem de to. Det bliver en spændende kür og man har jo lov at håbe, det kunne blive til dansk guld. Indtil videre er det dog fantastisk flot gået, at Danmark kan skrive endnu en medalje på papiret takket være Susanne og Que Faire. 

Efter dagens to klasser ligger Danmark pt på en førsteplads i holdkonkurrencen, men tiden vil vise, om det varer ved. Det er endnu kun Danmark og to andre lande, Australien og Frankrig, der har haft to ryttere igennem både holdklassen og den individuelle klasse.

I dag har Stinna Kaastrup og Smarties holdt hviledag. De skal i vælten igen i morgen, hvor det gælder deres første individuelle klasse i grad Ib.

Se det fulde resultat af grad III-klassen HER

 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen