Carina vandt World Cup kür

25-02-2023 18:47

Annika Knudsen Lorentsen

Næstsidste World Cup-kvalifikation 2022/2023 er afgjort, og det lykkedes Carina Cassøe Krüth at sikre sig sejren med imponerende 86,885 procent. Nanna Merrald tog tredjepladsen 

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera. Foto: Gothenburg Horse Show
Nyheden fortsætter efter annoncen

Gothenburg Horse Show danner i denne weekend rammen om World Cup-kvalifikation i både dressur og springning, og kvalifikationen i dressur er nu afgjort. 

Til start var to danske ekvipager, og de har begge præsteret i verdensklasse, og sikret sig værdifulde World Cup-points. 

Carina igen uovervindelig
I Grand Prix-klassen i går viste Carina Cassøe Krüth, at hun og  Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline) er i topform, da de vandt med deres personligt bedste resultat på 78,217 procent. I dag fortsatte de med at vise en særdeles god figur, og deres kür blev belønnet med 86,885 procent. Det sikrede dem endnu en sejr og 20 World Cup-point. 

Carina Cassøe Krüth har kun redet en tidligere kvalifikation udover den i Göteborg. Det var på Vilhelmsborg tilbage i oktober, hvor hun også vandt, og dermed har hun sammenlagt 40 point i den samlede stilling. Det rækker ikke til en direkte kvalifikation til finalen, der afholdes i Omaha, USA, fra den 4.-8. april 2023.

Der er fortsat én kvalifikation tilbage i hollandske S'Hertogenbosch, men den afholdes samtidig med Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Sidstnævnte arrangeres af Carinas mand Casper Cassøe Krüth, og Carina har meldt sin ankomst til arrangementet i Herning, hvor hun skal ride både i de internationale klasser og på hingsten Svalegårds Hot Driver e. Hesselhøj Donkey Boy/Blue Hors Hotline (opdr. Stutteri Svalegård) ved kåringen, ligesom hun er en del af den clinic der afholdes af VM-guldholdet onsdag aften. 

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors Zack. Foto: FEI/Arnd Bronkorst

Nanna har tre heste klar til World Cup-finale
Nanna Skodborg Merrald medbragte avlshingsten Blue Hors Zack e. Harmony's Rosseau/ Jazz, som trods sine 19 år virker til at være i sit livs form. Sammen sikrede de sig i går andenpladsen i Grand Prix og i dag leverede de en flot kür, som sikrede dem endnu en topplacering. Med 81.358 procent opnåede de i dag en tredjeplads. 

Den 29-årige Blue Hors-rytter har haft en særdeles succesfuld World Cup-sæson, hvor hun har sikret sig point ved syv kvalifikationer fordelt på fire forskellige heste, og dermed har hun sikret sig en finaleplads, selvom der endnu mangler en kvalifkation. Da man skal deltage i minimum to kvalifikationer med den hest, man vil medbringe til finalen, og opnå minimum 68 procent i kür ved begge kvalifikationer, har Nanna sikret, at hun kan vælge imellem Blue Hors Zack, Blue Hors Zepter og Blue Hors St. Schufro til finalen. Foruden de tre heste, har hun deltaget ved én kvalifikation med Atterupgaards Orthilia.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk hest og tidligere dansk rytter til start
I World Cup-klassen i Göteborg, var det ikke kun Carina og Nanna med relation til Danmark, der var til start. Den tidligere danske, nu svenske rytter, Jacob Nørby Sørensen var til start med Sheeran e. Sir Donnerhall/ Johnson TN. Ekvipagen der i går blev nr. 7, blev desværre elimineret i dagens kür. 

Dansk Varmblodshesten Christianslund Furstino e. Fürstenball/ Cape Town S (opdr. Annette Juhl) var også at finde på startlisten med sin norske rytter Trude Hestengen. Sammen opnåede de 67,32 procent i dagens kür. 

Andenpladsen i World Cup kür gik til Isabell Werth med 82,775 procent, mens Helen Langehanenberg tog fjerdepladsen. 

Copyright Ridehesten.com
Karoline Rohmann med Jakas Don Louvre. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Flotte danske U25-præstationer
Tre danske U25-ryttere er ligeledes til start i Göteborg denne weekend, og i dag skulle de ligeledes ride deres kür. 

Her lykkedes det Karoline Rohmann at sikre sig andenpladsen med Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/ Lauries Crusador med 74,355 procent.

Tredjepladsen tog Thea Bech med Dionisos e. Spielberg/ Sir Sinclair med 73,785 procent, mens Sandra Aagaard Hyrm med Heslegaards Rismon e. Heslegård's Louis blev nr. 6 med 70,705 procent. 

Resultat fra World Cup kür-klassen. 

Start- og resultatlister fra stævnet. 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen