De første seks hingste er udtaget

13-12-2025 14:37
Avl

Dansk Varmblods avlsledelse i dressur har i dag taget hul på forbesigtigelsesturen, hvor første stop var Solrød Ridecenter. Her fik seks unge hingste billet til hingstekåringen i Herning

I år er Dansk Varmblods forbesigtigelse af unge hingste forud for kåringen i Herning til marts fordelt over tre lokationer, og alt i alt er der flere tilmeldte hingste end sidste år. I dag lørdag den 13. december lagde Solrød Ridecenter faciliteter til bedømmelsen af 16 dressurhingste, og mange publikummer var i dag mødt op for at overvære arrangementet.

Det var Avlsledelsen i dressur som bedømte hingstene ved denne første forbesigtigelse, hvor dommerne var Vicky Nortvig, Bjarne Nielsen, Johnny Sørensen og Rune Willum.

Copyright Ridehesten.com
Strandagergårds Be Real. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Som noget nyt i år skal hingstene ikke longeres som et led i udtagelsen til hingstekåringen. De blev i stedet alle vist på fast bund og herefter løse i ridehuset. Dommerne udtog seks hingste til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning den 4. – 8. marts 2026.

– Der var en helt utrolig ro på de unge hingste på fast bund. Det gav en meget rolig og ustresset afvikling af bedømmelserne, fortæller talsmand for avlsledelsen i dressur, Vicky Nortvig, om den nye afvikling af forbesigtigelse uden longering.

Copyright Ridehesten.com
Be Zafe. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

De udtagne hingste fordeler sig på to danskavlede, to norskavlede DV-registrerede hingst og to svenskavlede. Disse seks unghingste, der alle blev fremstillet af Christian Lunn Springborg, er følgende:

  • Kat.nr. 101 Strandagergårds Be Real e. Be Sure/ Sezuan/ Sam-Sam (opdr. Stutteri Strandagergård)
  • Kat.nr. 102 Be Zafe e. Be Sure/ Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Maria Anita Andersen)
  • Kat.nr. 105 Fireball e. Fifty-Fifty/ Blue Hors Don Schufro/ Bernstein  (opdr. Gränsbo Stuteri)
  • Kat.nr. 106 Frank VH e. Franklin/ For Emotion/ Floricello  (opdr. Västra Hoby Stuteri)
  • Kat.nr. 113 Kleppenhus Stargate e. Secret/ Blue Hors Don Romantic/ Donnerschlag  (opdr. Cathrine Rasmussen)
  • Kat.nr. 114 Kleppenhus Starboy e. Secret/ Ampère/ Bocelli (opdr. Cathrine Rasmussen)
Copyright Ridehesten.com
Fireball. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

De udtagne hingste kan tilmeldes den online auktion over hingste og rideheste, som afvikles den 9. marts, dagen efter Hingstekåringen i Herning.

Der har været ønsker fra medlemmerne om, at forbundet arrangerer en ridehesteauktion – en forårsauktion, som det har heddet, da auktionen blev afviklet under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Nu har Dansk Varmblods Auktionsudvalg gennemtænkt processen og afviklingen og udbyder en online auktion over kårede og ikke-kårede hingste samt udvalgte rideheste mandag den 9. marts fra kl. 19.00 (dagen efter Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning).

Copyright Ridehesten.com
Frank VH. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Er man interesseret i at få en unghingst med til auktionen, skal man tilmelde hingsten samtidig med tilmelding til forbesigtigelse. Har man ikke fået tilmeldt hingsten og den bliver udtaget til Kåring, kan man kontakte de medlemmer af Auktionsudvalget, som vil være tilstede ved forbesigtigelserne. 

Er man interesseret i at få en ridehest på onlineauktionen/forårsauktionen, skal man sende informationer om den potentielle salgshest til sekretariatet senest tirsdag den 13. januar 2026.

Copyright Ridehesten.com
Kleppenhus Stargate. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Dagens udtagne hingste.

Katalog.

Startliste til forbesigtigelsen på Vilhelmsborg – springhingste.

Startliste til forbesigtigelsen på Vilhelmsborg – dressurhingste.

Copyright Ridehesten.com
Kleppenhus Starboy. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen