Anja Nielsen
Kender du det med at være nervøs, når du skal i stalden? Nervøs for, om hende der altid spørger, om du vil hjælpe med et eller andet, er der, når du kommer?
For du kan bare ikke li at skulle sige nej, men du har jo ikke tiden og ville allerhelst være fri.
Kender du det?
Det er der også mange af de ryttere, jeg møder, som kender.
Det er heller ikke særlig sjovt, for hvis du ikke selv kan lide at give et nej, er du med stor sandsynlighed heller ikke vilde med selv at få et nej.
Det er nemlig på den måde, det hele hænger sammen.
Vi kan som helt normale mennesker ikke lide at gøre andre fortræd. Det betyder også, at vi altså navigerer gennem det, vi selv kan lide og ikke lide.
Når vi gerne vil være bedre til at sige nej, begynder det med, at vi får vendt “nej’et” om. Vi skal have afvisningen til at betyde noget andet end “av”. For så er chancen for, at du bliver bedre til det meget større, end hvis du ikke gør det.
Så… hvad skal jeg gøre, Anja? Spørger du nok.
Du skal igang med at omformulere, hvorfor du siger nej.
Hvis du tænker:
“Jeg orker det bare ikke og gider ikke hjælpe, fordi jeg selv har så vanvittig travlt jo – men igen, det er jo også super egoistisk, og hun hjalp jo også mig i december – og jeg har ikke lyst til, at hun bliver sur på mig! Det er jo også bare sådan, jeg er”
Så ligner du de fleste andre. Det er ofte sådan et tankemylder, der går i gang, når vi mest af alt bare har lyst til at sige nej..
Det, vi skal have dig til at træne nu, er, at du skal til at sige det på en anden måde.
Eks: “Jeg har en bagkant i dag, så jeg har tid til at ride og gøre de vigtigste ting i dag, så skal jeg hjem derefter. Så hvis hun kommer og spørger i dag, så er det det, jeg siger. Jeg siger: Jeg har godt nok en bagkant i dag, men jeg vil gerne hjælpe en anden gang”.
Det her er blot et eksempel.
Humlen er, at du skal forberede dig, inden du går ind i stalden. Forbered dig på, hvad du vil sige, så du har sætningen i hovedet, når du møder hende.
Sætningen skal indeholde en vejvisning fremfor en afvisning.
Du siger altså nej, men på en vejvisende måde, som sikrer, at du nemmere kan få det sagt. Når du har øvet dig i noget tid, kan du prøve med et mere klart “Det kan jeg desværre ikke i dag”. Men begynd med det lette. Det gør, at du tør øve dig mere.
Det her med at vide, at du kan vejvise og ikke afvise den anden, gør, at du ikke selv synes, du er grov, eller at du får sagt noget, der kan misforståes, eller som hun kan ende med at blive sur over.
Det du gør, bliver du god til. Den er god nok. Du bliver mere erfaren og stærk i det, du træner, og her træner du at skabe mere plads til dig selv i stalden og undgå de skuffelser, der kommer, når du igen har sagt nej til noget af det, du gerne ville nå i dag eller blive ked af, at du kom for sent til en aftale, du havde efter stalden, fordi du ikke kunne sige nej til at hjælpe.
Handler det her om, at vi ikke skal hjælpe hinanden?
Kæmpe nej! Hjælp alt det, du kan – men hjælp, når du har tid og plads i kalenderen.
Dine udfordringer er dine, og deres udfordringer er deres. Det er ikke meningen, at vi skal gå på kompromis og være lidt bange for at komme i stalden, fordi vi kommer til at gøre de andres problemer til vores. Der er stor forskel her.
Rigtig god fornøjelse,
Anja fra Powermind Academy
Få flere tricks til ro i maven her:
Lyt til min podcast “Powerminds” på Spotify og min hjemmeside.
