Interesse for nyt bedømmelseskoncept

17-08-2025 07:14

Dansk Ride Forbund oplever stærk interesse til infomøderne om det nye bedømmelseskoncept, hvor mange benytter muligheden for at stille spørgsmål og blive klogere på det nye koncept
 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved infomøderne om det nye bedømmelseskoncept i bl.a. Nørre Åby og Slangerup-Lynge Rideklub viste det store fremmøde  tydeligt, at interessen for de opdaterede dressurbedømmelser er stor. Her benyttede mange muligheden for at stille spørgsmål og blive klogere på det nye koncept. Rideforbundet glædes over den store opbakning.

Infomøderne fortsætter fra næste uge hos Gråsten Rideklub af 2004 (D8), Hornum-Ulstrup Rideklub (D14), Horsens Sportsrideklub (D10),  Ballerup Rideklub (D1), Randers Sportsrideklub (Lykkeshøj) (D12), Tankefuld Rideklub (D7), Vilhelmsborg (D12), Aalestrup Heste og Rideklub (D14), Viborg Rideklub (D11/13), Sportsrideklubben Thisted (D11/13). Se nærmere info her.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat

Ingen nye programmer – alene justeringer 
Først og fremmest er der ikke tale om, at der indføres helt nye programmer. De eksisterende programmer bibeholdes for nuværende, men der foretages nogle justeringer i dem, så programmerne med det nye format i endnu højere grad understøtter og vægter den gode uddannelse af hesten og at det først og fremmest er den ”positive accepterende hest” og den gode ridning, der honoreres. 

Det nye format vil blive indført på alle niveauer
Systemet og karaktergivningen skal i højere grad honorere selvbæring og afspændthed hos hesten, ligesom måden hvorpå rytterne løser opgaven på konkurrencebanen får stor indflydelse på det endelige resultat, da det jo primært er rytterens arbejde med hesten, der evalueres. 

Bedømmelserne følger stadig helt DRF’s fordringer samt træningsskalaen, som du kan se her. 

Der er ikke noget nyt i, hvad der dømmes efter, men med det nye format er vægtningen ændret, så fordringernes essens bliver endnu mere understøttet. Ved at give karakterer for nogle meget konkrete delelementer, der alle bunder i god grundridning, kommer fokus i bedømmelsen til først at handle om, at uddannelsen af hesten er korrekt, og at hesten er tilpas i sit arbejde. De enkelte karakterer tilbyder også en klarere kommunikation, hvor det bliver let gennemskueligt for ryttere og træner, hvor dommeren ser en positiv eller mindre gunstig kvalitet. Bedømmelserne skal derfor gerne vise sig mere gennemsigtige. 

Hvad ændres? 
Rent praktisk tilføjes en ny øvelse i alle programmer fra LB1 og opefter. Den nye øvelse er en halv 20-meter volte, der skal rides i trav og letridning, hvor hesten skal længe sig frem og ned. Øvelsen indlægges som sidste øvelse inden, der rides ad midten.

I enkelte programmer forefindes denne øvelse allerede, og her tilføjes den selvfølgelig ikke yderligere. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Øvelsen vil vægte med koefficient to, og formålet er at vise, at hesten er løsgjort, kan spænde af og uden modstand ændres i formen. Øvelsen gælder ikke som en obligatorisk øvelse i kür-programmer. 

Derudover vil der blive ændret i karaktererne for samlet indtryk, som er karaktererne, der gives foruden de enkelte øvelser til sidst i protokollen (karaktererne i bunden). Som det er nu, kender vi i de fleste programmer 4-5 karakterer i bunden af protokollerne. Det er bl.a. karakterer for gangarter, spændstighed, eftergivenhed og holdning, lydighed samt en rytterkarakter. 

I de opdaterede programmer vil der i alle programmer fra LB1 og opefter skulle gives 7 karakterer i bunden. De 7 karakterer er udarbejdet med udgangspunkt i de nuværende protokoller, men i de nye versioner, er bedømmelserne delt op på en måde, så det bliver mere præcist, hvad der gives karakterer for. 

Der er også ændret i koefficienterne, så den gode ridning vægter højere end kvaliteten af hestens gangarter. 

Der vil snarest blive publiceret en oversigt over disse 7 karakterer sammen med en guideline, der uddyber de 7 karakterer, så det er helt tydeligt for alle, hvad de hver især dækker over. 

I de laveste L-programmer (LD og LC) kommer der også lidt ændringer i de samlede karakterer nederst på protokollerne, men de er tilpasset niveauet, idet der i disse programmer fx ikke bedømmes spændstighed.   

Information og uddannelse indtil nu 
Der er allerede afholdt webinarer med gennemgang af hele formatet for alle DRF-dressurdommere og en online version forventes tilgængelig for alle medio august. Ydermere er der afholdt en session med bestyrelsen af DR-IF med præsentation af det nye bedømmelsesformat.

I magasinet Ridehesten juli 2025 kan du i artiklen "Den gode ridning skal komme først" læse mere om det nye format til dressurbedømmelser, hvor DRF's formand Kimi Nielsen og dressurdommer Christine Prip giver indblik i ændringerne.

/DRF.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen