Nanna har sagt farvel til Millibar

18-08-2022 09:52

Midt i al glæden over at være blevet verdensmester med det danske dressurlandshold, har Nanna Merrald Rasmussen måttet tage afsked med sin once in a lifetime horse, 21-årige Millibar 

– I dag er der kommet en ny lysende stjerne på himlen. Min allerførste og hjemmelavede Grand Prix hest Millibar er ikke med os mere. Grundet en meget kort sygdomsperiode besluttede vi at han fortjente fred, skrev Nanna Merrald Rasmussen i går på sin instagram. 

Sammen har Nanna og Millibar e. Milan/Liberty Dane (opdr. Fritz Jensen) haft en fantastisk rejse fra succesfulde år som juniorrytter og til Grand Prix-niveau med deltagelse ved World Cups.

Tilbage i 2014 var Nanna Merrald Rasmussen kvalificeret til World Cup finalen i Lyon på Millibar, men desværre var Millibar halt ved vetjek, så han og Nanna kom aldrig til start. Efter flere års forsøg på at komme skaden til livs, endte det i 2017 med at familien valgte at pensionere vallakken, som indtil i går gik på fold med Centrum hjemme på Lykkesholm Ridecenter, hvor Nannas forældre stadig holder til.

Det helt store gennembrud skete i 2013, da Nanna tog hele den internationale dressurverden med storm, da hun og Millibar vandt både U25 Grand Prix og U25 Grand Prix Kür samt holdguld U25 ved det store CHIO stævne i tyske Aachen.

Udover det har det været en fantastiske rejse for ekvipagen, som har budt på oplevelser de fleste kun kan drømme om. Utallige medaljer ved både de danske - og nordiskemesterskaber. 2 x EM sølv for hold som junior, Europamester individuelt som junior i 2010, hold guld ved U25 CHIO i Aachen, flere individuelle sejre internationalt som U25 og ikke mindst placeringer i flere World Cup kvalifikationer som til sidst gav en billet til World Cup finalen.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen