Nanna og Daniel helt i top (video)

21-04-2023 16:03

Horses and Dreams Hagen: Den danske succes i Hagen fortsætter, da Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen her til eftermiddag placerede sig helt i toppen i dagens Grand Prix

Stævnet i Hagen er ofte det første forårsstævne for mange af toprytterne og det er altid spændende, både at se hvordan ekvipagerne har udviklet sig over vinteren, men også hvad hestene siger til at komme ud i den friske luft igen. Hagen er ikke et nemt sted at ride, for der sker en masse rundt omkring både opvarmningen og konkurrencebanen, så der er nok at holde øje med. Heldigvis har alle danske heste taget det med ophøjet ro og unge som gamle har opført sig eksemplarisk. 

Rytterne der rider CDI4* kan vælge enten at ride Grand Prix Special-tur eller Grand Prix Kür-tur og i dag var det tid for dem der havde valgt at prøve at kvalificere sig til küren, som rides under floodligt i morgen aften. Oprindeligt skulle tre danske ryttere have været til start, blandt andet Andreas Helgstrand på avlshingsten Jovian e. Apache/ Tango, men en hovbyld gjorde, at han i formiddags blev trukket fra stævnet og derfor ikke kom til start.

17 ryttere var til start i klassen og på forhånd så det ud til, at det kunne blive til danske placeringer - og det blev det. Nanna Skodborg Merrald har ikke haft så mange starter på Blue Hors Don Olymbrio e. Jazz/ Olympic Ferro, som hun overtog i slutningen af 2021, men det er tydeligt, at hun og Don O finder mere og mere sammen. På trods af at avlshingsten efterhånden er blevet 15 år, så udvikler han sig stadig. 

Faktisk er det første gang at ekvipagen er til start ved et udendørsstævne, men det så ud til at passe Don O særdeles godt. Han så veloplagt ud og mere klar på opgaven end førhen, hvilket også afspejlede sig i karakterne. Det samlede arbejde har altid været højdepunktet og det var det også i dag, hvor der blev givet flere 8,5 for både piaffe og galoppiruetter. Desværre indløb der en fejl i zig zag traversen. I sidste ende blev det dyrt, fordi den tæller dobbelt. Resultatet på 74.56% så længe ud til at kunne være nok til en sejr, indtil at klassens sidste rytter red på banen.

Daniel Bachmann Andersen og Vayron e. Vitalis/ Gloster er stadig et relativt nyt par og derfor var Daniels plan også bare at få en god og rolig tur i dag. Den kæmpe store hest har førhen også vist, at han godt kan være tændt, men i dag rykkede han ikke med et øre i forhold til omgivelserne. Langt hen i programmet så det særdeles lovende ud, da procenten lå på de 75-76 stykker efter at være blevet belønnet med flere 9-taller for travøgningerne. Mod slutningen indløb der lidt fejl i overgangen til trav og i den efterfølgende piaff-passage øvelse, troede Vayron, at han var ved at være færdig, hvilket kostede lidt procenter. Med 74.15% var tilfredsheden hos Daniel dog stadig stor, som man kan høre nederst i nyheden.

Tyske Frederic Wandres har hjemmebane her i Hagen, da han til dagligt rider for Hof Kasselmann, hvor stævnet afholdes. Med Bluetooth OLD e. Bordeaux/Riccione har han i vinters haft stor succes ved stævnerne i Wellington og den stime fortsatte i dag, da han som sidste rytter gik ind i vandt klassen med 76.06% foran Nanna og Daniel som dermed blev nummer to og tre.

For norske Isabel Freese så det langt henad vejen også godt ud og med Total Hope OLD e.
Blue Hors Don Schufro, der er  samejet af danske Lone Bøegh Henriksen fra HP Horses og tyske Paul Schockemöhle, blev det til en femteplads med 73.02%.

Klassens resultat.

Stævnet start - og resultatlister. 

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen