Anna Pørtner
Når Dansk Varmblod Rideklub fra den 3.-6. september afvikler landsstævne i dressur på Vilhelmsborg, bliver der i år mulighed for at opleve en klasse lidt ud over det sædvanlige – en veteranklasse for dressurryttere, hvor der gives ekstra point for alder.
Klassen udskrives i en LA2 showklasse, og er åben for ryttere på 50 år og derover. Ridesporten kan noget helt særligt, og man bliver aldrig for gammel til at gå til ridning, ligesom glæden ved samarbejdet med hestene heller aldrig forsvinder. Derfor ønsker Dansk Varmblod Rideklub at lave en klasse, der giver et særligt rum for de mange glade ryttere med lidt flere år på bagen, som fortsat glædes ved at trække i stævnetøjet.
Her er altså en mulighed for at komme ud og ride stævne og præsentere sin hest blandt ligesindede og sammen nyde en sjov dag med den gode oplevelse i fokus. I denne klasse kan det faktisk betale sig at have nogle ekstra år på bagen. For hvert år rytteren er over 50 år, tildeles 0,2 procenpoint oveni den endelige score.
Det betyder altså, at hvis en rytter er 60 år gammel, får vedkommende 2,0 procentpoint lagt til sin endelige score. Så hvis programmet rides til 65%, er det endelige resultat altså 67%. Rytterens alder beregnes ud fra fødselsåret og ikke den konkrete fødselsdato.
For at sikre en spændende og jævnbyrdig konkurrence gælder desuden, at rytteren ikke må have redet over 68% i sværhedsgrad 4 eller derover inden for de seneste tre år. På den måde er konkurrencen mest fair for alle startende.
En særlig weekend på Vilhelmsborg
Landsstævnet afvikles samtidig med Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus, så der er lagt op til nogle festlige dage på Vilhelmsborg med både sport, avl og masser af hesteoplevelser.
Veteranklassen bliver endnu et indslag i et ellers spændende program, og en anledning til at vise, at konkurrencelyst, ridning, sammenholdet og glæden ved dressursporten bestemt ikke har nogen udløbsdato. Det beviste de danske veteranspringryttere ligeledes i weekenden, da de leverede en suveræn præstation ved europamesterskaberne i springning for veteraner på hjemmebane i Sportsrideklubben.
Kort om LA2 veteranklassen