Debat om tungeamputeret pony

10-12-2023 22:22

Dansk Ride Forbund har udelukket dressurponyen Nørlunds Vincente fra at deltage i stævner under DRF på livstid, da den har fået amputeret den yderste del af tungen

Copyright Ridehesten.com
I 2015 kunne Nørlunds Vincente tilsyneladende godt række tungen ud. Foto: Ridehesten.com/Nana Nørgaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 16-årige danske sportspony Nørlunds Vincente e. Verdi/ Chamberlain (opdr. Stutteri Stald Nørlund) er omdrejningspunkt i en stor artikel, som TV2 har bragt i dag søndag. Faktisk er det ponyens tunge, det handler om, eller rettere sagt den yderste del af dens tunge, som ifølge artiklen er amputeret.

Ifølge artiklen skulle Nørlunds Vincente være tungerækker, og det skulle være derfor, at ponyen har fået fjernet det yderste af tungen. Den kan nemlig ikke række tungen ud, da den efter operationen knapt når ned til indersiden af fortænderne. I handelsaftalen for den seneste handel med Nørlunds Vincente fremgår det i et tillæg, at ponyen har været behandlet af dyrlægen, fordi den var tungerækker.

Nyheden fortsætter efter annoncen

En tidligere ejer af Nørlunds Vincente sendte ponyen til dyrlæge Palle Brinks hestehospital i Malmø for at lade dens tunge delvis amputere. Palle Brink forklarer, at han amputerede tungen, fordi ponyen havde en kraftig infektion og dødt væv i tunge, og af den grund anfægter han Dansk Ride Forbund for at have udelukket ponyen fra stævner på livstid.

Det er  uklart, hvornår ponyen har fået foretaget indgrebet, og hvem ejeren på det tidspunkt var. Dyrlæge Mette Uldahl, der har undersøgt Vincente og vurderet sagen for Dansk Ride Forbund, stiller spørgsmålstegn ved dokumentation for lidelserne, og hvorfor disse ikke var forsøgt behandlet på andre måder inden et så alvorligt indgreb som en amputation.

Ifølge Dansk Ride Forbunds Go!, som er frit tilgængeligt for enhver, har Nørlunds Vincente været startet af følgende ryttere i kronologisk rækkefølge fra 2012 til 2023:  Alexandra Sørensen, Sarah Elisabeth Bohlbro Johanse, Christine Marie Senger, Iben Olkjær Olsen, Anna Maarbjerg Piechnik, Camilla Juul Møller, Charlotte Iwang Søndergård, Sofie Aagaard Buur-Thomsen og Steffanie Victoria Horsted Dyrlund.

Copyright Ridehesten.com
Nørlunds Vincente i 2018. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Astrid Ø. Sørensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen