Et farvel til Werths Emilio

22-05-2024 09:44

Isabell Werth pensionerede i weekenden den 18-årige Emilio med to Grand Prix sejre til det internationale stævne i Wiesbaden

Nyheden fortsætter efter annoncen

Emilio e. Ehrenpreis/ Cacir AA har aldrig været den storvindende dressurrytter Isabell Werths mesterskabshest. Alligevel har ekvipagen redet næsten 100 internationale klasser på Grand Prix niveau. Med to førstepladser i Longines PfingstTurnier i Wiesbaden her i weekenden kan Emilio sige farvel til konkurrencebanerne med hele 58 sejre i bagagen. Resultatet lød på 75,065% i lørdagens 4-stjernede Grand Prix, mens Werth og Emilios sidste kürridt endte med 83,3% i søndags. 

Parrets højeste score sammen er 88,45%, som de scorede i Grand Prix Freestyle til et World Cup kvalifikationsstævne i Neumünster i 2020. Den 18-årige Westfallen vallak har aldrig været førstevalget hos Isabell Werth, og selvom mange ryttere ville give alt for en hest, der går til langt over 80% på Grand Prix niveau, red Werth aldrig et internationalt mesterskab på Emilio. De vandt dog kürklassen til det tyske mesterskab i 2019 og kunne dermed kalde sig tyske mestre det år. En enkelt holdkonkurrence med det tyske hold blev det dog til, da ekvipagen var med til at vinde guld til Nations Cup i Aachen i 2018.

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth og Emilio til deres internationale debutstævne i Odense i 2014. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Debut for ti år siden
Werth debuterede Emilio på lilletursniveau i 2014, hvor de red Prix St. George og Intermediare 1 til Odense Horseshow i oktober måned det år. Hun havde dog allerede stiftet bekendtskab med vallakken, da den var tre år gammel, hvor han skulle tilredes hos Werth. Det var et udfordrende projekt, skriver Eurodressage

Werth købte den mørkebrune vallak og i nogle år startede hendes daværende assistentrytter Matthias Bouten stævner på Emilio, inden hun overtog tøjlerne. Efter Emilios første internationale starter købte Werths faste sponsor Madeleine Winter-Schulze sig til et partnerskab i hesten. Madeleine står også som en af ejerne af Bella Rose e. Belissimo/ Cacir AA, en anden af Werths tidligere topheste, og begge heste er på samme hoppestamme og avlet af Heinrich og Wilhelm Strunk.

Tog et år mere
Emilios pension var planlagt til 2023, men vallakken var klar på mere og gik et par enkelte stævner i 2024 - nu er han endeligt pensioneret og skal nyde sit otium efter de mange ture ned af midterlinjen i utallige Grand Prix klasser med Isabell Werth i sadlen.

Interesseret i mere? Du kan nørde alle Emilios internationale resultater i FEI's database her.

Copyright Ridehesten.com
Farvel til Emilio. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Thilde Alsing

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thilde Alsing