Hjælp din krop til at yde optimalt

09-08-2025 16:24

Lars Mars

Mange ryttere gør rigtig meget for, at deres heste altid er i topform til at præstere deres bedste, men glemmer måske sig selv i farten. I et nyt blogindlæg fra mentaltræner Lars Mars fortæller han, hvordan man som rytter kan hjælpe sin krop til smidighed og bevægelighed

Copyright Ridehesten.com
Lars Mars. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Det er yderst vigtigt, at man som rytter husker at tage sig af sin egen krop, så man kan yde optimalt og indvirke korrekt på hesten. Med en foam roller og massagebold kan du hjælpe dig selv med at løse op for spændinger og stramheder, når det passer dig. Med optimering af rytteren, er mit fokus på hele mennesket - både rytteren og mennesket inde i rytteren - samt de påvirkninger, man som rytter kan have på ponyen/ hesten. 

Det hele hænger sammen og har betydning for hinanden
En lidt stram krop eller mén, der hæmmer bevægeligheden, vil bevidst eller ubevidst også påvirke os mentalt. På samme måde vil en presset hjerne med mange tanker eller fokus på det, der går knap så godt, også påvirke kroppen. 

Derfor er der rigtig mange fordele ved at få massage, men det er de færreste, der får det hver dag, eller overhovedet får det. Derfor er foam rolleren og massagebolden et rigtig godt alternativ - eller tillæg - sammen med massage hos en behandler. 

Især i ridning har ryttere stor fordel af at have et smidigt bevægeapparat af hensyn til: 

  • At kunne give tydelige signaler til ponyen/hesten
  • At ponyen/hesten ikke skal kompensere for rytterens eventuelle ubalancer
  • Mange andre fordele, der kan påvirke både fysisk og mentalt 

Ponyen/hesten får typisk alt den behandling og wellness, der skal til for at den trives og fungerer optimalt. Derfor er det også vigtigt, at man husker at bruge 5-10 minutter på sig selv hver dag - hvis ikke for din egen, så for ponyen/hestens skyld. 

Faglig baggrund
Jeg vil ikke trætte med tørt stof, men bare overordnet nævne de områder, der kan påvirke vores krop:

  • Vores muskler kan tørre lidt ud og dermed føles lidt stramme. Når musklerne bliver masseret, forsvinder affaldsstoffer samt tiltrækker nyt væske, som en form for smørelse, så muskelfibrene kan bevæge sig smidigt og fungere optimalt 
  • Vores sener kan blive stramme og dermed give begrænsninger i vores bevægelser. Når de bliver masseret, bliver der trukket lidt i dem, så de stille og roligt bliver mere smidige 
  • Fascia, vores bindevæv, en form for et net af væv, der overordnet holder alt i kroppen sammen (muskler, led og organer). Hvis det er for stramt et sted, kan det let påvirke med stramhed og ubalance et andet sted. 
  • Mén fra tidligere overbelastninger eller skader kan ofte forårsage stramheder og ubalancer andre steder i kroppen, fordi man kompenserer. Massage kan hjælpe med at løsne op i området og i resten af kroppen, så et mén ikke får styringen over kroppen

Små stramheder og ubalancer kan have en stor betydning på vores bevægelse og reaktionsevne, så det giver rigtig god mening at være opmærksom på, hvorvidt kroppen trives - både nu og som en investering i fremtiden. 

Hjernen - travl hverdag, mange tanker og mange ting at holde styr på
Det kan bevidst eller ubevidst stresse kroppen - her tænker jeg ikke på sygdommen stress - men på de daglige påvirkninger, der gør at hjernen kan blive presset. Hvis den form for stress foregår i længere perioder, eller rent faktisk er blevet normalen, vil det typisk også sætte sig i kroppen. 

Kroppen går automatisk i en form for alarmberedskab, når den kan mærke noget, der presser os eller føles ubehageligt. Så vil den spænde op og gøre klar til at flygte - på samme måde, som hvis ponyen/hesten ser noget farligt. 

Vi flygter selvfølgelig ikke på samme måde, men derimod bliver i det - og ofte uden at lave ændringer eller nye tanke- og handlingsmønstre - og derfor vil kroppen blive ved med at være i alarmberedskab. Når den har været det i længere tid, vil den blive ved med at være spændt op. 

Dermed opstår der lettere irritationer og frustrationer, ligesom at der er stor risiko for at blive udadreagerende i tale om handlinger - både overfor andre, men også overfor ponyen/hesten. Dette kan påvirke både udvikling og præstation samt de gode oplevelser for både rytteren, mennesket inde i rytteren og ponyen/hesten. 

Kroppen har brug for hjælp til at kunne løsne op, og derfor er massage rigtig godt. Der er foam rolleren og massagebolden super lette at bruge i en travl hverdag. 

Foam roller 
Når man ruller på foam rolleren, masserer man musklerne. Prøv at forestil dig, at du holder en våd svamp i hånden. Når du klemmer sammen om den, presser du væsken ud af svampen. På samme måde presser du affaldsstoffer ud af musklerne, når du ruller over dem, så de presses sammen. 

Prøv derefter at forestil dig, at du derefter stikker svampen ned i en balje med vand og slipper den. Så vil svampen suge nyt vand ind. På samme måde vil musklerne suge nyt væske til sig, når musklerne ikke længere bliver presset sammen. På den måde kan muskelfibrene bedre bevæge sig, og på den måde bliver de mere smidige. Derudover øger det blodgennemstrømningen, som hjælper til god restitution. 

Massagebolden
Massagebolden er rigtig god til at komme lidt dybere ind i en muskel eller sene i forhold til foam rolleren. Når man placerer massagebolden omkring et ømt eller stramt område, og bevæger sig i små cirkler, kan man stille og roligt få løsnet op, så man bedre kan bevæge sig ind i selve det ømme/stramme område, uden at det gør alt for ondt. Når man har masseret i små bevægelser i lidt tid, kan man med fordel holde trykket i 10-30 sekunder alt efter ømhed. Det kan få musklen/senen til at slappe af, fjernede affaldsstoffer og øge blodgennemstrømningen til at fremskynde restitution. 

Meget stramme områder og ubalancer
Jeg anbefaler altid, at man bruger en professionel sportsmassør, hvis man har ubalancer eller et meget stramt område. Massøren kan bedre gå i dybden og få skabt en god start, som man efterfølgende kan arbejde videre på i samarbejde med massøren eller alene alt efter behov. 

Hvornår kan man bruge foam rolleren og massagebolden?
Man skal selvfølgelig aldrig overgøre noget. Mere er ikke altid den bedste løsning, men man kan stort set bruge foam roller og massagebolden flere gange om dagen alt efter behov. Inden og efter ridning er super godt. Både så kroppen er smidiggjort til ridningen også for ponyen/hestens skyld, men også så kroppen bliver løsnet op efter ridning, så man ikke slæber affaldsstoffer og stramheder med sig resten af dagen, eller til f.eks. næste hest, hvis der er flere, der skal rides. 

Væske
Man kan hjælpe sig selv rigtig meget ved at sørge for, at kroppen er optimalt hydreret. Vores krop består af op til 75% vand. De fleste mærker ikke, hvis de kommer lidt i underskud, fordi kroppen er super god til at ignorere det, men manglende vand nedsætter stille og roligt vores koncentrationsevne og indlæringsevne samt evnen til at restituere, ligesom mange andre områder og funktioner i kroppen og hjernen nedsættes. Derudover han hele vores bevægeapparat føles stramt på grund af manglende væske i og omkring muskler, sener og led. 

Som tommelfingerregel er det godt at drikke vand svarende til 0,033 x kropsvægt = den mængde vand man skal have om dagen. 

Jeg anbefaler følgende produkter
Jeg vil lige slå fast, at jeg hverken er sponsoreret eller har nogen form for interesse i, hvilke produkter man køber. Mine anbefalinger er ud fra mange års søgen og ud fra de produkter, jeg har god erfaring med både fra mig selv, samt fra alle dem, som jeg hjælper og arbejder med. 

Foam roller

  • Køb ikke en hård foam roller med hårde forhøjninger til at starte med
  • Køb en foam roller, der har et plastikrør som kerne og et skumlag udenpå - ikke de bløde skumruller. De bliver skæve, når de er brugt flere gange
  • Jeg anbefaler denne foam roller til at starte med: THE GRID (30x14 cm) blød overflade, cirka pris 369 kr. 

Massagebold

  • Køb en hård massagebold med hårde knopper - ikke med bløde pigge
  • Der findes et hav af massagebolde. Små, mellem og store. Bløde og hårde, så der kan altid argumenteres for det ene eller det andet
  • Jeg anbefaler denne massagebold til at starte med: SELECT - hårs orange bold med hårde knopper - ca 9-10 cm i diameter (omkreds ca. 28c cm), cirka pris 150 kr. 
Copyright Ridehesten.com
Foam Roller og massagebold. Foto: Privat/ Lars Mars

Rigtig god fornøjelse med fokus på dit bevægeapparat og tanker på helheden. 

Du kan med fordel også læse mine tidligere blogindlæg, for eksempel: 

Du kan læse meget mere om mine forslag til optimering af rytteren og hjælp til mental sundhed samt optimering til sund udvikling og præstation:

På min blog på Ridehesten.com

På min hjemmeside: www.rytteroptimering.dk

Med sportslig hilsen

Lars Mars
Mental og fysisk træner samt optimering

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner