Tre danske dressurdamer kom lige efter tyskerne

19-02-2022 14:45

Trine Askjær-Jørgensen

Så har rytterne været i ilden i den korte Grand Prix ved FEI World Cup-dressurstævnet i Neumünster, Tyskland. Nanna Merrald, Carina Krüth og Cathrine Dufour viste til fulde, hvor dygtige de er, med tre hamrende flotte ridt. Tyskerne er dog stadig umulige at slå

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Vamos Amigos. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Første dansker på banen ved FEI World Cup-dressurstævnet i Neumünster, Tyskland, i dag var Cathrine Dufour. I den korte Grand Prix red hun og Vamos Amigos e. Vitalis/ Blue Hors Hotline en rigtig flot tur med mange højdepunkter.

Dufour havde selv skrevet på sin Instragam-profil i går, at Vamos Amigos havde været rigelig fremme i skoene ved den første træning i hallen, men hertil morgen skrev hun, at hun havde en supergod morgentræning.

Vamos Amigos så da også noget vågen og skarp ud, da de to entrerede arenaen, men Cathrine lignede en, der vidste præcis, hvordan hun skulle håndtere det. De lagde ud med en flot indridning og derefter en forrygende fri trav, som dommerne gav 8,4 for. Specielt fri trav, passage, toer-changementer og galoppiruetter skal fremhæves og gav mange point fra dommerne: 8,4 for passage, piruetter til 8,1 og 7,8 samt 8,1 for toer-changementerne.

Desværre sneg der sig en fejl ind i etter-changementerne på midterlinjen, idet ekvipagen lavede 13 changementer, altså to mere end de 11, programmet foreskriver. Det gav en karakter på 5,4.

Cathrine Dufour og Vamos Amigos endte med 77,395% og en femteplads.

Cathrine sagde selv om ridtet efterfølgende:

– Alle kunne se de 13 ettere på midterlinjen. Det var ikke så godt. Vamos er stadig meget grøn, men han prøver virkelig sit bedste hele tiden, og han føles fantastisk, når han rammer det helt rigtige tempo og flow. Han er meget ligetil, så egentlig skal han bare blive stærkere og prøve den korte Grand Prix noget mere. Han er en fantastisk hest, og jeg er virkelig stolt af ham.

Copyright Ridehesten.com
Charlotte Heering og Bufranco. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Så har næste dansker, Charlotte Heering, været i ilden i Holstenhallen. Med den 16-årige Bufranco e. Negro/ Zevenster red hun ved stævnet her kort Grand Prix for anden gang.

De to indledte med en superflot fri trav, som dommerne gav 7,2 for. Derefter fulgte fin passage og flotte overgange mellem passage og piaffe. Hesten er momentvis en smule bag lodret fortil, særligt i passage, og man kunne ønske lidt mere energi og power i piaffen, men alt i alt var det et rigtig flot program med mange højdepunkter bl.a. flotte galoppiruetter til 7,1 og 7,7, toer-changementer til 7,1 og etter-changementer til 7,2. De sluttede af med en superflot fri galop til 7,3 og passage på midterlinjen til 7,2.

Ekvipagen endte med en samlet score på 71,553% og en 12. plads.

Charlotte Heering sagde selv efterfølgende:

– Selvfølgelig er man spændt over at ride i sådan en flot arena og med så mange top-ryttere. Og man kan også godt mærke på Bufranco, at det er noget andet at ride i en arena, hvor alting er så tæt på, som det er i denne. Det kan godt gøre, at hesten trykker sig lidt, fordi det bliver så intenst. Men samtidig så prøver man jo altid på at gøre sit bedste, uanset hvilket stævne man rider.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Tredje dansker i ilden var Nanna Skodborg Merrald på 17-årige Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/ Donnerschlag.

Nyheden fortsætter efter annoncen

De to lavede en superflot indridning, hvor et 8-tal for paraden skal fremhæves. Derefter var det særligt en flot traversade til 8,1 til den ene side, superflot passage til omkring 8 alle gangene, meget flotte og fejlfri toer-changementer samt galoppiruetter til 7,9 og 8,2 og etter-changementer til 8,2, der skal fremhæves. De fik redet en rigtig dejlig passage og piaffe på den sidste midterlinje, hvor Orthilia virkelig trådte af jorden og var flot aktiv.

De to scorede 77,921% og rykkede lige præcis ind foran Cathrine Dufour. To af dommerne havde faktisk Nanna på over 80%. Nanna og Orthilia blev den bedst-placerede danske ekvipage i dag med en tredjeplads.

Nanna sagde selv om ridtet:

– Jeg er meget glad og tilfreds med hende. Hun er en spændt dame, men hun håndterede det rigtig godt i dag, og hun gjorde alt, hvad jeg bad om og mere til. Passage og piaffe overgangene falder hende virkelig let, og hun gjorde det så godt i dag.

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Lige efter kom Carina Cassøe Krüth og 11-årige Heiline’s Danciera e. Fürstenball/ De Niro på banen. Ekvipagen lagde ligeledes ud med en superflot parade og indridning og derefter en helt svævende og flydende fri trav. De lavede en rigtig flot toer-changementsserie, men desværre sneg der sig en lille fejl ind i det andet sidste changement, så de fik 5,5. Derefter fulgte flotte etter-changementer til 7,8 og galoppiruetter til 7,5 og 7,7 samt superflot passage opad midterlinjen til sidst, som gav 8,2.

De to lå faktisk nr. 1 undervejs, men da den lille fejl skete, rykkede de desværre ned. Det blev til 77,632% og en fjerdeplads i det stærke felt.

Carina sagde selv om ridtet efterfølgende:

– Danse var lidt anspændt, da jeg kom ind, fordi hun er meget bange for at se sig selv på den store skærm. Men hun håndterede det rigtig godt, så jeg er meget tilfreds med hende. Hun er en nem hest, og hun elsker stævnerne. Hun er helt anderledes til stævnerne. Det er ret mærkeligt, men jeg kan virkelig mærke, at hun elsker stævnerne.

Den regerende olympiske mester slog til igen

Jessica von Bredow-Werndl og 15-årige TSF Dalera BB e. Easy Game/ Handryk havde en forrygende tur i den korte Grand Prix og scorede 84,395%, hvilket betød, at de to vandt klassen med stor afstand til andenpladsens Isabell WerthDSP Quantaz e. Quaterback/ Hohenstein 4, som red til 78,553%.

Jessica sagde selv om ridtet bagefter: – Dalera overrasker mig gang på gang, og det gør samarbejdet mellem os også.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB. Foto: © Hippo Foto - Dirk Caremans
Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen